Det dér med drenge


I vores husstand har vi mange piger. Det betyder jo at vi, på et eller andet tidspunkt, kommer til at støde på det dér med drenge.

Det dér med drenge erindrer jeg som noget aldeles hæsligt indtil jeg var ret gammel. Dem jeg kunne li,' kunne ikke li' mig. Og dem som kunne li' mig, kunne jeg ikke li'.

Hæsligt, frustrerende og (sammen med diverse andre emner) et rent mareridt for selvtilliden. (Dennis Jürgensen hjalp dog lidt)  Det tog ret lang tid at komme sig igen, efter den forfærdelige tid. Cirka en ti - femten år, vil jeg tro.

Men selvom jeg har oplevet mange skrækkelige ting er jeg dog aldrig kommet fysisk til skade af at have med drenge at gøre.

Nu har vi jo en del piger her, og kommer, som nævnt ikke uden om det dér med drenge. Ja faktisk er det allerede begyndt. Men ikke blandt de ældste.

I forgårs ringede de fra SFO'en og kunne fortælle at prinsessen på 7 stod med en flækket overlæbe. De mente ikke at hun behøvede at besøge skadestuen, men til gengæld ville det nok være godt hvis vi hentede hende.
Jeg fik en kort bemærkning om at hun havde fået en hånd i ansigtet, af en dreng.

Manden der kan alt susede straks afsted og returnerede lidt senere med en bredt smilende pige. Den bekymrede mor ville straks vide hvad som var hændt, om det gjorde ondt osv. Men jeg kunne tage det roligt, mente barnet. "Vi legede bare kysseleg."

Og det leger hun tit. Nogle gange med en af sine utallige kærester og andre gange med nogle andre.
Det er meget nemt fortæller hun. "Jeg spørger bare om de vil kysse, og så siger de ja".

En gang spurgte jeg hende også hvordan hun fik alle de kærester. Og det foregår faktisk på nøjagtig samme måde
Sådan var det i hvert fald ikke for moderen i sin tid.

Men når jeg tænker lidt frem i tiden, har jeg næsten medlidenhed med de stakkels drenge. For hende hér har et ansigt som en engel, men en vilje af stål.

Hun er aldeles yndig at se på og elsker sko og kjoler. Men hvor de andre køber tøjdyr for lommepengene køber hun bue og pil.
I Astrid Lindgrens verden gik lommepengene til lue og gevær. Og ligheden er da også til at få øje på.
For det meste har hun en 7-8 kærester. I al sin uskyldighed. Men ak ja-stakkels drenge.

Kommentarer

  1. Enhver kvinde med respekt for sig selv boer have mindst 7 maend i sit liv! saadan ca.. :) Knald paa hende om 10 aar siger jeg bare. Du maa jo sende paa aflastning hvis det bliver for slemt. Men hey, med de netvaerks medier der er til den tid behoever de stakkels mandfolk vel ikke engang finde ud af at der er 7 af dem? Det skal hun nok finde ud af, der er et godt hoved paa hende :)

    knap saa voldsomme koes os moes fra moster :)

    SvarSlet

Send en kommentar

Send mig din kommentar, det er så dejligt at høre hvad I andre mener :-)

Populære opslag