Jernaldergrød

Vi er bare sååå trendy hjemme hos os.
Trendy... hedder det mon stadig det?
Da jeg var 13 hed det in og yt. Da jeg var 23 hed det hot og not. Og da jeg var 33 hed det trendy og utrendy. Hvad hedder det nu???

Nå men det er i hvert fald sådan at vi allesammen burde spise 75 gram fuldkorn om dagen for at forebygge hjerte/kar-sygdomme, diabetes, overvægt og hvad ved jeg.
Det svarer til en portion havregrød og et par skiver rugbrød. Eller 4-5 skiver brød hvis man ikke er til havregrød.

Meeen samtidig er det faktisk blevet trendy (hvis det altså er trendy at side sådan) at spise grød. Ja, hvem skulle have troet det. Men det har jeg altså hørt i morgen tv, og så må det jo være sandt.

Og det er det som gør os trendy. Vi er nemlig nogle rigtige grødhoveder, altså nogen af os. Vandene er lidt delte på det område. Men i hvert fald spises der masser af grød her i huset, også til aftensmad. Vi spiser mange, mange kg havregrød på årsbasis, men her indtages også mannagrød og  risengrød med stor glæde.

Jeg har haft manna og boghvedegrød som favoritter førhen. Men har lært nye ting i jernalderen.
Vi spiste grød af snart sagt alting. Så her en en som vi har haft glæde af efter hjemkomsten også.

1 dl knækkede rugkerner
1 dl knækkede hvedekerner
1 dl hel boghvede
1 dl valset havre
1 dl valset byg




Tilbehør:
Flødeskum
Nødder
Honning
Æbler

Hæld de knækkede kerner og boghveden op i en skål og hæld kogende vand over til det dækker. Lad det trække mindst ½ time.

Hæld kernerne og boghveden op i en gryde og tilsæt ekstra vand. Ca ½ liter. Bring det i kog og lad det koge ved svag varme i  ca. 10 min. Tilsæt havre og byggryn. Hvis det bliver for tykt tilsættes bare mere vand.

Grøden serveres med en klat flødeskum, lidt flydende honning, en skefuld hakkede nødder og revne æbler ad libitum. (alt sammen jernalder realistisk)

Denne grød har mere af alt. Mere struktur, mere smag, mere bid mere fuldkorn og fibre end det vi traditionelt plejer at lave.

Resterne hældes i bolledejen eller bruges til klatkager for at undgå spild af mad.

Kommentarer

  1. Hmm, jeg er personligt ikke helt med på den vogn. Måske jeg bare ikke har smagt rigtig god grød. Men næste gang I er i København må I gå på Grødbar i det trendy Jægersborggade. Den første af sin slags. Vistnok i hele verden. Så trendy er det nemlig. Autentisk trendy. :)

    SvarSlet
  2. Hej
    Kan jo se at i har været en tur i Jernalderen og med små børn. Vi skal afsted på fredag til Hvolris, vi glædre os rigtig meget.. Men hvad h skal jeg pakke med?? Har du et par gode fif ?? Vejeret ser jo ikke sååå godt ud så regner med nogle lange gemasher og strømpebukser uden fødder.. og så må vi pakkes ind om aftnen....eller er tøjet ikke koldt ?? Vi skal to veninder og mine 4 børn på 3-6-8-10 og to kammarater på 10 og 11 år... KH Bettina

    SvarSlet
  3. Hej Bettina
    Vi havde også regn noget af tiden på vores jernalderferie. Vi havde pakket tørt og varmt tøj til at tage på efter lukketid. Men vi fik faktisk ikke brug for det. Vores jernaldertøj var tilstrækkeligt og var egentlig meget rart. Men det var nu dejligt at stikke fødderne i et par tørre sko efter lukketid. Vi havde soveposer med for det var tissekoldt om natten. Vi var afsted med en 5 mdr baby og huset var for koldt for hende om natten.

    SvarSlet
  4. Vi havde god brug af de uldtæpper vi fik udleveret.
    Vi brugte skiundertøj om natten og de aller koldestes dage. Men jeg må sigevat tøjet er fantastisk, det blev vi ret afhængige af.
    Vores børn var 12, 11, 11, 6 og 5 mdr. Har du set mine andre jernalderindlæg?
    Vi var meget vilde med oplevelsen selvom det var hårdt. Vi skal ikke afsted i år, men taler om at gøre det igen inden for de næste par år.
    Bedste hilsner Malene

    SvarSlet

Send en kommentar

Send mig din kommentar, det er så dejligt at høre hvad I andre mener :-)

Populære opslag