Verdens nemmeste kage, - og hvordan man ødelægger den

Manden der kan alt plukkede lige en skålfuld brombær på busken ovre ved værkstedet. Herligt så kunne vi få verdens nemmeste kage. Og også en af de bedste, i al sin enkelhed.

Også kaldet lynkagen. Og man kan sagtens lade ungerne bage den selv. Det gjorde jeg dog ikke i dag.


Man tager:
  • 100 g sukker
  • 100 g mel
  • 1 æg, 2 hvis det er dværgæg
  • Bær i passende mængde (3-400 g er fint) af hvilken slags man nu har. Frost er også ok.
Pisk æg og sukker og rør derefter mel i. Hæld det op i en smurt tærteform og plop bærrene oven i. Hvis det er sure bær kan man evt. drysse lidt ekstra sukker ovenpå men det er ellers ikke nødvendigt. Og ja, det er ganske korrekt at der hverken er hævemiddel eller fedtstof i, udover et enkelt æg!!!
Ind i ovnen med den, på 200 grader. Jeg plejer at starte med at stille uret på 20-25 min. og tjekker derefter hver 5. min. I dag endte vi på 30 min. Den skal nemmerlig ha' længere tid hvis man bruger større/mere væskefyldte bær.

Kagen er simpelthen så hurtig, at jeg ikke nåede at få et billede før den var i ovnen.
Tærten nydes med creme fraice eller flødeskum. Jeg foretrækker det første fordi kagen, i sig selv, er ret sød.

Så skulle man jo tro at det var umuligt at forkludre noget så enkelt. Men nej - det er det ikke. i hvert fald ikke for en som mig, som altid tror at man kan være endnu hurtigere og mere effektiv end det egentlig er muligt.

Min køkkenvægt er i stykker. Den består af to dele, vægten hvorpå der balancerer en glasplade, ovenpå hvilken, det der skal vejes skal placeres. En gang sad denne glasplade fast, men det gør den på ingen måde længere. Et eller andet barn har vel vredet den af. Nu er det som oftest temmelig vanskeligt at få en røreskål med indhold til at balancere.

Derfor tænkte den effektive husmoder at det var nemmere at veje det hele af på en gang, i stedet for at skulle igennem manøvren to gange. Så derfor hældte jeg sukker i op til 100 g, og derefter mel op til 200 g. Så var det jo bare i med ægget og så se at få det rørt sammen.



Det ved I selvfølgelig godt allesammen at man ikke skal gøre og nu ved jeg det så også. Og således fik jeg lov til at stable røreskål op på min handicappede køkkenvægt hele tre gange på 10 minutter. Så ku jeg lære det.

Kommentarer

  1. Den må jeg prøve, lyder skønt..
    Bugner i brombær.. Har du prøvet at lave den med æbler, evt kanel, sukker
    Mvh Anne

    SvarSlet
  2. Det lyder da godt nok ekstremt lækkert! Det skal da prøves ved førstkommende lejlighed

    SvarSlet
  3. Skal helt klart prøve denne kage!

    SvarSlet
  4. Hej Charlotte

    Jeg håber at du har haft succes med kagen. Jeg bruger den tit.
    Jeg vil også gerne beklage at din kommentar først er kommet ud nu, men jeg har haft så forrygende travlt at jeg slet ikke har set den før i dag.

    God weekend
    Mvh Malene

    SvarSlet

Send en kommentar

Send mig din kommentar, det er så dejligt at høre hvad I andre mener :-)

Populære opslag