Til grin?

Jeg er ved at sy et sengetæppe til Alvilda. Det er i lilla patchwork og passer til målene i tremmesengen. Det kan jeg godt li.

Jeg kan også godt li at sludre i telefon, og gjorde det med stor lyst i går. Min veninde i den anden ende lytter til mine udgydelser om det lilla sengetæppes herligheder og svarer tørt " de har dem i Netto i denne uge."

Hrmff. Ja, men mit er i patchwork... Det er dem i Netto også, lød det knusende svar.


Denne meddelelse fortalte mig til at begynde med to ting. For det første at jeg er fuldstændig med på beatet hvad angår stil og farvevalg, og for det andet at jeg kommer for lidt ud, siden jeg ikke havde opdaget tæpperne i Netto.

Men lige i de første minutter følte jeg mig sgu' også lidt til grin ved at sidde her og arbejde koncentreret  for at lave noget jeg kunne hente i Netto og sikkert også til nogenlunde samme pris.

Men jeg er ikke til grin, så langt, langt fra.

Der er nemlig et hav at gode grunde til at jeg vælger at fremstille dette sengetæppe. I bund og grund har barnet slet ikke brug for et.

Først og fremmest gør jeg det fordi jeg hat lyst til det. Og jeg har lyst til det fordi arbejdet gør en masse gode ting for mig. Ligesom det gør for alle jer andre der sidder derude og nørkler med forskellige ting, som man måske, måske ikke kunne hente i Netto.

For det første er der den dejlige kreative proces før selve arbejdet går i gang. Planlægningsfasen hvor man lader sig inspirere og idéen tager form. Ingen tvivl om at denne fase i forhold til netop dette stykke arbejde begyndte da jeg så Kaffe Fassett udstillingen på Sophieholm i sidste måned. Og den udøsende faktor var det stof min svigermor forærede mig nogen tid, efter plus det faktum at Alvilda skal til at have sit eget sted.

Så er der arbejdsprocessen hvor man har materialerne mellem hænderne. For det første er det hyggeligt og for det andet hensætter det en i en tilstand af flow. En tilstand som gør det modsatte af stress, som lader dig op i modsætning af at tappe dig. Og det på trods af at du er fuldt koncentreret og i arbejde i lang tid ad gangen. Når man dukker ud af flowlommen igen har man det godt.

Eller der er de gange hvor autopiloten tager over og man kan få ryddet grundigt op i hovedet mens man strikker. Jeg har ladet mig fortælle at nogle mennesker opnår dette når de slår græs eller løber en tur.

Og så er der selvfølgelig produktet, som man bagefter glædes over i lang tid. Måske kan man endda forstørre glæden over produktet ved at forære det væk til nogen som også vil glædes over det.Og så er man nogen gange allerede i gang igen. For hvad kunne man have gjort bedre og hvad vil man gøre anderledes næste gang man skal i gang med et lignende projekt.

Så alt i alt kan mit tæppe ikke på nogen mulig måde matches i herlighedsværdi. Og den kreative, skabende proces kan ikke undervurderes.

Nixen Bixen, jeg er overhovedet ikke til grin. Og jeg har i øvrigt også købt fleece til tæpper selvom man kan få fleecetæpper smidt i nakken overalt.  Men mine får kant af matchende stof til puder.
Og jeg bliver også ved med at strikke sjaler. Og sy viskestykker selvom det ikke kan betale sig.