Når det nærmest er umuligt

Jeg plejer altid at ha' en plan. Jeg er nemlig ret god til problemløsning, forstået på den måde at jeg er god til at analysere hvad jeg gerne vil i en given situation, hvad skal der til for at opnå det og så gør jeg det. Succesraten er efter den metode er ret stor. Jeg har brugt metoden med held i forhold til job, bolig, økonomi osv.

Nogle gange kræver situationen at man også tænker over sit forhold til visse andre mennesker. Og i visse tilfælde kan analysen ende med at det faktisk ikke er muligt at ha' disse personer i sit liv.Det kan der være mange forskellige årsager til. Og hvor ubehageligt det end er så bedrer tingene sig når dette skridt er taget.

Imidlertid kan der være mennesker som det ikke er muligt at bryde med fordi konsekvenserne ganske enkelt ville være for store. Så hvordan håndterer man så det påtvungne forhold til disse mennesker når det viser sig at det ikke er muligt at tale sig til rette om tingene? Noget jeg ellers er stor tilhænger af og plejer at ha' tilfredsstillende succes med.Ingen plan ...

Jeg søger styrke i vise ord, gamle klicheer og almindelig pli.
I årenes løb har der hængt forskellige sedler med den slags på mit køleskab. Huskesedler med et lille mantra som kunne gi' styrke.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Tidligere mente jeg at det da var et meget sjovt men ganske overfladisk og ligegyldigt ordsprog. Men jeg må indrømme at netop det, gennem årene har hjulpet mig rigtig meget.

Når man har vendt vrangen ud på sig selv i sine bestræbelser på at gøre et andet menneske forståeligt at de ene beslutning ville være bedre end den anden. Og man bagefter har stået på hovedet for at gøre det forståeligt hvorfor.(læs: skrevet mange lange pædagogiske begrundelser og gået til endeløse opslidende møder) Og det har en effekt som er lig nul. Så er det rigtig godt at huske på at selvom man har gjort alt hvad man kunne, så var det tydeligvis bare ikke muligt....

Og det er rart at vide at man ikke er den første i verdenshistorien som har stået med fornemmelsen af have fejlet og være magtesløs i forhold til det. Men så at vide at uanset hvor god/dygtig/tålmodig/pædagogisk  eller ja, selv guddommelig jeg havde været, så ville det alligevel have været forgæves.

Hvor højt end vinden hyler, vil bjerget ikke bøje sig for den er et andet af mine styrke-mantra'er. Når man ved at det man foretager sig fuldstændig indiskutabelt er helt i sin orden. Og der alligevel bliver presset og presset. Og truet og presset lidt mere. Og appelret til ens "med-følelse"??Og presset, truet, forsøgt at påføre skyldfølelse, forsøgt at rokke ved ens selvværd og andre af den slags kedelige ting.
Ja- så bruger jeg dette kinesiske ordsprog til at finde styrke til at holde fast.


Den almindelige pli kommer ind i billedet i forbindelse med kommunikationen. Selvom det til tider kan være meget svært og ikke altid lykkedes prøver jeg at opføre mig pænt og bruge et sobert sprog. Jeg har nemlig brug for at kunne se mig selv i øjnene. Hver dag.