Nu har jeg noget på ham

Kender I mon det dér med at man skal skal købe noget. Man finder det frem, eller ber' en ekspedient om det, man kommer frem til kassen og får slået varen ind. Man hører prisen og er nær ved at falde besvimet
om når beløbets størrelse går op for en.

Der skal mere end almindelig viljestyrke til at takke nej til varen når man først er kommet så langt i handlen. Så oftest ender det jo med at man slår ud med armene og siger "bare på kort" og  kommer hjem med noget som man har betalt tre gange så meget for som man egentlig havde tænkt sig.

Det var faktisk sådan jeg fik min elskede Marimekko voksdug, (selvom det ikke var mig som købte den) og mine rugbrødsforme.Det er garanteret også sket for mange af jer??? Mange mænd vil hårdnakket påstå et det er noget deres koner gør jævnligt men at de aldrig selv har gjort det...

Men jeg kender en som har gjort det. Og derfor vil mange ting fra nu af blive meget nemmere og behageligere for mig.

Manden som kan alt skulle bygge et bed til jordbærrene. Godt og dejligt initiativ. Han kørte på trælasten og sagde til den flinke mand hvad han skulle bruge, uden at spørge om prisen. Den flinke mand fandt brædderne frem, og så flink var han, at han endda savede dem ud i stykker som passede ind i bilen.

Og så var det at det skete. Min kære ægtemand lytter bestyrtet til beløbets størrelse ved kassen, men brædderne er jo savet i stykker. Så der er ikke andet at gøre end at gribe til lommerne.

Nu har vi så et meget fint højbed. Og dyrt. Man skulle faktisk nærmest tro et det var lavet af guld. Men det er det ikke, kun af brædder med fer og not.

Og hvordan skulle det så kunne hjælpe mig til en behagelig tilværelse. Jo ser I, jeg skyndte mig at bemægtige mig kvitteringen. Så næste gang jeg skal på shopping, vel vidende at det kan gå hen og blive en dyr omgang. Så lader jeg bare kvitteringen fra trælasten ligge diskret på bordet hjemme. Bare så der ikke skal blive noget ballade når jeg kommer hjem-

Naturligvis kun i kopi. Originalen opbevares et sikkert sted. Sådan en kan jo være rar at ha' når man nu er gift med en som aldrig glemmer bryllupsdage og altid er meget opmærksom.

Og herefter er det jo kun fantasien der sætter grænser.