Kære fremmede, jeg kommer med fred!

Jeg vil også ha' en penneven!!! Snyd!!! Eller den mere moderate variant: det kunne jeg også godt tænke mig engang.

Nogle af de udsagn vi har hørt siden The moody cow begyndte sin korrespondance med Brooke.
Og jeg synes da i øvrigt at det er en smadder god ide' med pennevenner. Jeg havde selv en i Tyskland og havde mange gode oplevelser med det.

Jeg kendte også en gang en dreng som samlede på pennevenner. Hver gang han lærte nogen spændende mennesker at kende, ude i den store verden,  skrev han sammen med dem og var meget flittig. Det betød at han i gymnasietiden havde over 20 forskellige kontakter over hele verden. Og tilsvarende mange steder han lige kunne droppe ind hvis han kom på deres kanter.

Mine forældre var også angageret i min penneven og det betød ikke alene at jeg, selvom jeg kun var 8, kom i stand til at kommunikere med en tysker. Men også at vi kom på besøg hos hinanden og kunne lege sammen. Aldrig så snart børnene havde etableret kontakten før forældrene begyndte at udveksle jule og fødselsdagskort.

Det var bare så fedt at de gad og guld værd for at det kunne komme til at fungere. Og eftersom jeg har haft gavn og glæde af oplevelsen skal mine egne unger da også ha' chancen.

Så mor her foreslog straks ungerne at de skulle lave sig hver en flaskepost som vi kunne poste på vejen til Tyskland.

Som sagt så gjort. Der blev vasket flasker. Der blev skrevet kladder. Der blev renskrevet og der blev fundet små ting som kunne puttes ned i flaskerne som gaver. Og sidst men ikke mindst blev der hygget og pjattet og fantaseret.

Kære fremmede, jeg kommer med fred... sådan ville sønnike gerne indlede sit brev. Og der var ingen grænser for hvor man kunne forestille sig at ens brev ville komme hen. Australien, Kina eller måske Grøndland.

Til sidst stod der fire flotte flaskeposter, fiks og færdig på bordet. De skulle så postes fra færgen på vejen til Tysklang. God plan-eller...

Vi skulle med min mor og bror med familie en tur i Hansapark. Og den stolte mor fortalte, som det første, selskabet om sin storslåede bedrift med brevskriverierne og sin fantastiske plan for afsendelsen.
Flokken gloede på mig og fortalte mig venligt og overbærende at det er forbudt at kaste affald i vandet fra færgen. Og at overtrædelse straffes med bøde på 500 kr.

Jeg tror jo altid på det bedste og at man kan løse alting med en god snak. Så jeg gav mig til at lede efter en færgemand. I informationen fandt jeg en færgedame og forklarede hende situationen. Jeg fortalte alt om de søde børn som havde vasket og skrevet og fantaseret i flere timer, og jeg fortalte om de gode stunder med min egen penneven. Men det var som om hun ikke rigtig hørte efter. Måske forstod hun det ikke rigtigt.

 Men da jeg havde fortalt hende at det jo bestemt ikke drejede sig om affald men om et vigtigt pædagogisk eksperiment uden at det rykkede noget videre og jeg desuden ikke syntes at kunne appelere til hendes moderfølelse, opgav jeg.

Nøjagtig som børnene, når de får et nej fra én voksen, fandt jeg straks en anden at spørge. En matros. Han kunne gost se det sjove i det men pointerede at det jo var forbudt men at der ikke var stor sansynlighed for at blive opdaget. Hmm

Jeg begyndte naturligvis at spekulere over hvordan vi nu skulle få brevene afsted, uden at komme i uoverenstemmelse med loven og i særdeleshed uden at få en bøde.

Men jeg behøvede ikke at bryde mit hoved hele dagen for da vi forlod færgen var flaskerne forsvundet på mystisk vis. Hvor mon de er nu. Gone whit the wind.
Så lad os håbe at vinden bringer dem ud til spændende steder.

Og jeg er i øvrigt helt enig i at man ikke skal kaste affald i vandet.