Ud ad et sidespor

Jeg hørte en gang en konfirmationstale. Det var en rigtig god tale og taleren holdt den godt. Selvom han aldrig vil indrømme det, hvis man siger det til ham, er han faktisk ret god til både at skrive og tale. Men som i ved er der jo det med hanelefanter at de helst tramper rundt på savannen alene.

Nå men- denne her tale handlede om jernbaner, og da jeg jo er lokoførerdatter var det noget jeg kunne forstå. Tilfældigvis var konfirmanden også lokoførerdatter, så jeg går ud fra at hun også kunne forstå det.
 (helt så tilfældigt var det nu ikke, men det har ikke noget at sige i forhold til historien)
Jernbaner.
Livet er som en jernbane, sagde han. Jeg kan selvfølgelig ikke huske hele talen, men jeg synes det er en rigtig godt billede. For det er jo sådan, ligesom i DSB, at nogle gange går alt efter planen, og andre gange må man påregne aflysninger og forsinkelser. Nogle gange er der ikke flere pladser tilbage i det tog man først havde tænkt sig at tage med og så må man tage et andet. Måske er det egentlig en dårligere løsning, men det viser sig oftest i sidste ende at man når frem alligevel. Hvis man da ikke lige er kommet ud ad sådan et blindt spor, som ender i en jordbunke. Så må man pænt tøffe tilbage igen indtil man er tilbage på sporet.
Men det jeg egentlig vil frem til er sportyper. Der er jo selvfølgelig hovedsporet. Det som følger den lige vej, uden for mange stop og får en hurtigt og effektivt frem til destinationen. Men så er der også sidesporene og det er dem som er mit egentlige ærinde. Det er ikke godt at komme ud ad et sidespor, men hvorfor egentlig ikke?
Jeg er meget glad for sidespor. Det er dem som drejer fra hovedsporet på en givent tidspunkt. Nogen gange tager de en til en helt anden destination, som man slet ikke havde forestillet sig. Og nogle gange vender de tilbage til hovedsporet efter en tur ud til fjernere eller mindre destinationer ude i oplandet.

Rejsen kan meget vel komme til at tage lidt længere tid hvis man kommer ud ad et sidespor, men så får man også set lidt mere og lidt andet end man plejer. Så jeg er rigtig glad for sidesporene.
Jeg kommer også i tanker om at vi tit siger til hinanden, hov der kom vi vist ud ad et sidespor, når vi taler sammen. Det er fordi vi bliver optaget af noget i samtalen som egentlig ikke var det vi skulle, men som pludselig forekom så spændende at vi glemmer at holde os til det egentlige udgangspunkt. Det sker i hvert fald tit for mig. Desværre også til møder på arbejdet. Men det er da egentlig ret dejligt når tingene bliver så spændende at vi ikke kan forlade dem.
Rent bogstaveligt er det egentlig også herligt at komme ud på et sidespor. Vi kører ofte ad små og ukendte veje (efter vores manglende retningssans), hvis vi har tid nok til det, i stedet for at tage den lige vej. Derfor har vi set utallige små men spændende flækker rundt omkring. Men vi er også faret vild et par gang. Og jeg må indrømme at ikke alle er lige glade for den tradition. Jeg tænkte i hvert fald over det en gang da vi skulle hente en af min søns legekammerater som bor 30 km. væk. Da vi steg ind i biler siger min søn undskyldende til kammerater : ja- min mor er altså sådan en som farer vild.
Så selvfølgelig er det jo det der med: hver ting til sin tid. Der er afgjort visse ting som fungerer bedst hvis man holder sig til planen. Men der er vel ting i ethvert menneskes liv, som de er glade for, som de ikke ville have haft hvis de hele vejen havde holdt sig til den opringdelige plan.
Og prøv lige at forestille jer hende fra "værelse med udsigt", en af mine absolutte favoritter, hvis hun ikke var kommet ud på et sidespor.