Heste, de kommer da af sig selv!

Vi har et par heste.
Jeg har altid drømt om at ha' et par haflingere. Det er en meget dejlig race. De er nøjsomme, har en dejligt temprament og er pæne at se på. De er gode turheste, men kan også godt overtales til lidt mere end det. Desuden er de også udemærkede køreheste hvis man har den slags tendenser. Og  så er de ikke mindst et godt bud på en "rigitg familiehest" i den forstand at de ikke springer og spræller rundt for ingenting, så børnene kan være med og samtidig er størrelsen ok som ridehest for mig med mine 162 cm. Jeg har haft haflinger før og har været meget tilfreds.
 Min gamle haflinger er faktisk stadig i familiens eje, idet min faster købte den og har stor glæde af den.
Derfor anskaffede vi os fluks sådan et par da lejligheden bød sig.
Vi var godt nok ikke færdige med vores staldbyggeri, så de blev opstaldet ude i byen til at starte med. Et dejligt sted hvor de nød tilværelsen sammen med en fin DV hoppe og hendes store plag. Det var fint selskab med både Rambo og Platin i stamtavlen. Jow jow.
Endelig var vi færdige med byggeriet og hestene kom "hjem". I mellemtiden var den ene blevet skiftet ud under tragiske og halvdramatiske omstændigheder, så nu talte bestanden en stovt haflingerhoppe og en rød blandingshoppe med et temprament som en hundehvalp.
Det var forår og vi begyndte straks på arbejdet. Det viste sig lidt vanskeligere end først antaget. Så det blev besluttet at koncentrere sig om en hest ad gangen, så måtte det jo tage den tid det krævede.
Vi startede med haflingeren fordi den havde den grundlæggende uddannelse. Den røde var helt rå.
Nå men - longearbejdet gik rigtig godt. Det sås tydeligt at hun vidste hvad det drejede sig om og havde helt styr på det. Problemerne opstod faktisk først når man sad ovenpå hesten. Ikke når man sad op, først når man sad deroppe, lavede en halv parade og lagde benene til. Så gik hesten baglæns. Øv, det var jo ikke lige det som var meningen.
 Det brugte vi ret meget tid på. Hun havde meget stor tålmodighed mht at gå rigtig langt baglæns. Og hun prøvede også at tørre mig af på staldvæggen plus forskellige andre forkastelige ting. Imidlertid lykkedes det os alligevel at få en sød ridehest ud af hende i løbet af sommeren. Der blev bare ikke så meget tid til at arbejde med den anden.
Så blev det efterår og der skete noget mærkeligt. Vores heste går i løsdrift.  Det betyder at arbejdet med dem bliver mørkt, koldt og vådt, så efterhånden som efteråret skred frem blev ridningen mindre. Frost og sne kom hurtigt og lå helt frem til marts. Der var også rigtig meget af det og det var umuligt at komme ud af folden med hestene.
Så skulle man jo tro at sådan en velnæret haflinger gik og blev lidt småfed når den ikke skulle lave noget. Godt nok tærer kulden selvfølgelig også på dem men alligevel.
Det mærkelige var nu at hesten blev tynd nogle steder og tyk andre steder. Var den mon syg? Vi satte foderrationen op. Det var også en meget hård vinter.Og den åd, havde ikke feber og bossede rundt med den anden, nøjagtig som den plejede.
Så skulle vi på weekend i Kbh. og vores flinke nabo passede hestene. Da vi kom hjem blev jeg mildest talt meget bekymret for vor gode haflingerhoppe havde meget hævede mælkekirtler. I de næste 5 min. gennemgik jeg i hovedet hvad jeg forestillede mig at den kunne fejle. Og det var faktisk ret bekymrende. Jeg nåede også at tænke at det koster en bondegård at få en dyrlæge ud på en søndag aften, hvis det overhovedet er muligt så langt ude på landet. Men jeg var da nærmest på vej ind for at ringe. Så var det lige som om brikkerne rykkede sig i mit hoved, da jeg et lille øjeblik tillod mig at tænke det umulige.Og jeg gik godt nok også ind og ringede, men ikke til dyrlægen.
I stedet ringede jeg til det sted hvor hestene havde været opstaldet og fik bekræftet at hoppen ved enkelte lejligheder havde været på fold med DV-plagen, som var en hingst. Så kunne jeg med ro i sjælen vente med at ringe til dyrlægen til mandag morgen. Hun kom ud og bekræftede at vi ventede føl.
Vi fik lidt travlt men historien endte godt, vi byggede lidt om i stalden og endrettede en foleboks. tre uger senere fik vi føl og man må sige at det er et meget dejligt føl.
Jeg hørte en gang, for 10-15 år siden, en brevkasse for børn i radioen. Et spørgsmål lød: Hvordan får man heste? Studieværten fortalte længe om at spare op og tænke sig godt om, få støtte af sine forældre osv. Jeg syntes at det var et dejligt spørgsmål og har tit tænkt på det umiddelbare i det. For det har altid ligget mig selv på sinde og i min egen barndom var det et væsentligt spørgsmål for mig: hvordan får man heste? Den gang fulgte jeg det råd studieværten senere hen gav et andet håbefuldt barn.
Men nu ved jeg at der findes en meget enklere måde: Heste - de kommer da af sig selv!