Hvor tager man babyer retur?

Er der mon nogen der kender det der med at man sidder helt, helt stille og lige siger et Ave Maria, et fadervor, sender en tanke til Frigg, skæbnen eller noget helt andet, hvad man nu end foretrækker. For derefter at lægge babyen tilbage i sin vugge, efter endt nattemåltid, og så bare hurtigt ned under dynen mens man håber på det bedste.

Det plejer at virke, men ikke i nat. Ca tre minutter efter at jeg havde slukket lyset begyndte øffe-lydene, og derefter var det bare et spørgsmål om tid før det lød som om det stakkels barn var blevet sultet over en længere periode. Jeg prøvede selvfølgelig desperat at få projektet til at lykkedes efter plan B. Det er den med at berolige barnet uden at tage det op af vuggen, lægge en hånd på brystet af hende, holde hende i hånden osv. Man kan også gi' en sut. Hvis det ikke lige var fordi dette barn kategorisk nægter at ha' noget med sutter at gøre.
Nå- men det ender selvfølgelig med at jeg taber kampen. Så barnet kommer op af vuggen igen. Heldigvis ved jeg at hun bare lige skal ammes lidt mere så falder hun i søvn igen og så kan jeg prøve det hele en gang til.

Klokken er ca. 1 nu. Så det er jo egentlig ikke noget problem. Selvfølgelig er man lidt groggy, når man nu lige har nået at sove en time. Men før babyen var det jo ikke unormalt at være oppe til kl 1. Denne tanke er ment som en trøst til mig selv men hjælper kun ganske lidt.
Vi havde besøg af sundhedsplejersken i dag og hun havde lutter rosende ord til os om vores datter. Hun havde taget et helt kilo på siden fødslen, var meget stærk og havde god øjenkontakt og vi skulle bare stimulere løs. Det var jo selvfølgelig godt at høre. Men efterhånden som jeg ammer og ammer og barnet ikke viser tegn på at falde i søvn, men snarere synes at have besluttet at det er tid til at blive stimuleret ved øjenkontakt glider glæden ved dette gode budskab faktisk lidt i baggrunden.

Det tager tre timer. Kl ca. 4 får hun endelig den sidste ammetår, bortset fra at der vist er helt tørlagt på det tidspunkt, og kommer tilbage i vuggen. Denne gang med held. Så jeg sover til ved 6-halv 7 tiden, mad igen, og derefter on/off en times tid mere med babyen oven på mig. Heldigvis en af den slags dage hvor min søde husbond kan stå op komme afsted med de andre børn.

Det blev ikke til ret meget søvn i nat, så pt. befinder jeg mig nærmest i en tilstand af delerium. Så er det som jeg får lyst til at spørge: Hvor er det egentlig de tager babyer retur. Kan man indlevere dem på sygehuset, give dem til sundhedsplejersken eller hvad?

Det er vist noget som har optaget desperate mødre siden tidernes morgen. Jeg har hørt om Romulus og Remus som blev sat ud i skoven, og derefter grundlagde Rom. Så var der jo Hans og Grethe, som blev sat ud i skoven og derefter blev stinke-rige og levede lykkeligt. I moderne tid er der vist også nogen som har prøvet med pizzariaer på motorvejsrastepladser, men det er jo selvfølgelig ikke morsomt.

Men for lige at dvæle ved det, det er jo ikke småting man skal finde sig i. At få ødelagt sin nattesøvn er en alvorlig sag. Hvis det var ens mand som holdt en vågen med sin snorken var det jo nærmest skilsmissegrund. De kan også finde på at tisse på en i ganske bogstavelig forstand. Men alligevel er der noget som gør at man alligevel drager omsorg og sørger for at disse små tyranner kan vokse op trykt og godt.

Nogle mener at det ligger i udseendet, at vi drages til at nurse det lille væsen fordi de er nuttede og ser søde ud. Men da jeg her til formiddag sad og ammede (IGEN) tænkte jeg lidt over det. Kun kiggede op på mig, med sine store kinder og blævrende dobbelthage. Så åbnede hun munden, måske for at smile, og maden væltede ud og ned ad hendes ansigt. Jeg tog hende op og så gylpede hun ud over mig. "Hvor er du dygtig," siger man så.
Prøv lige at forestille jer en hvilken som helst anden end jers baby gøre det.
Det vil sige at vi finder os i at få ødelagt vores nattesøvn, blive tisset på, bøvset i øret og gylpet ned ad tøjet af en som sviner med maden og til og med spytter det ud når vi nu ellers har været så omhyggelige medat lave det til dem.
Lad os bare indrømme det, det virker udemærket for dem. Men jeg siger jer, der må være nogen som laver numre med vores hjerner.