Så ved man hvor man har dem

Så er det den tid på året.
Der skal plukkes hyldeblomster til alskens spændende lækkerier. Og det er altid hyggeligt at gøre det sammen.

I skrivende står 16 liter og bobler i bryggerset.

Imidlertid passede det ikke The moody cow, hun mente bestemt at vi sagtens kunne klare det uden hende i år. Så skulle hun nøk sørge for at spille lidt net-spil og chatte lidt mens vi gjorde det.

Det er også en af velsignelserne ved at have en teen i huset. Alt hvad man foreslår er så vældig, vældig kedeligt og alt hvad man kan forestille sig kunne være hyggeligt er så vældig, vældig åndsvagt

Men en skolelærer og en socialrådgiver lader sig ikke slå ud så let, så ud kom hun da. Men det er da muligt at hun siden skulle  komme til at fortryde den beslutning.

Ude bag vores kompost har vi en hemmelig hyld. Den er hemmelig fordi den står nede i en hul poppel, og nu besluttede den unge dame at det en gang for alle skulle undersøges om der eventuelt skulle befinde sig nogle glemte fyrtøj dernede. Eller måske en skat.

Men det er svært at bestige en poppel når man er iført gummistøvler som er 5 numre for store, så hun fik lidt hjælp. Den beslutning er det også muligt at hun fortryder en lille smule. Når man ikke selv er kravlet op kan det nemlig være svært at vide hvordan man skal komme ned igen.

Der sad hun så. Og for så vidt kunne vi jo godt have ladet hende sidde. Så kunne hun sidde og tænke lidt over tilværelsen. Og man taler jo så ofte om at sende teenagere ud på en øde ø osv. Men vi er jo søde og desuden skulle hun ind og skære citroner til saften, så hun blev behørigt hjulpet ned igen.

Det var mildest talt meget fornøjeligt og jeg tror nu også at hun selv storhyggede sig, selvom man selvfølgelig nødig skulle indrømme det.

Kommentarer

Populære opslag