Duften af sommer på flaske, hyldeblomstdrik

Hyldeblomstsaft, hylade, blost, alfevin eller hyldedrik, kært barn har mange navne. Det smager forrygende, sødt, friskt og krydret og  det er ganske enkelt indbegrebet af sommer.
Det er imidlertid helt ubegribelig dyrt. Så hvorfor ikke lave det selv.

Det er nemt og sjovt. Det er faktisk så nemt at ungerne sagtens kan være med og de synes at det er rigtig hyggeligt bagefter at kunne sige at de selv har lavet saften som står på borden. Og så smager det i øvrigt meget bedre end det man køber.

Til hyldeblomstsaft bruger jeg:   
40 hyldeblomsterskærme
4 liter kogende vand
4 kg sukker
80 gram citronsyre
lidt atamon




Denne grundopskrift kan varieres ved at tilsætte forskellige lækre ting. F.eks et par vanillestænger, eller en håndfuld rosenblade. Eller man kan erstatte noget af sukkeret med farin.

Find en rigtig dejlig dag hvor I har god tid og jag så hele familien ud og plukke hyldeblomster.

Når skærmene er plukket og ordnet,lægger du dem i en stor beholder. Hvis du skal bruge kvaset (det der bliver tilbage, når saften bliver siet) er det også godt  at klippe de tykkeste stængler fra.

Skræl citronerne, alt det hvide skal med af, ellers bliver saften bitter,skær dem i skiver, og kom dem oveni.Hæld det kogende vand over blomsterne og citroner. Hæld så sukker og citronsyre og rør det rundt indtil alt sukker er opløst.

Hvis du vil bruge konserveringsmiddel i saften, tilsættes atamon nu og så kan saften stå og trække på køkkenbordet.
Hvis ikke der skal bruges konserveringsmiddel skal saften trække i køleskab. Saften skal trække i 3 dage uden låg, men læg f.eks et viskestykke over for at undgå druknede fluer. Det dufter så dejligt at de ikke kan holde sig væk. Rør i saften et par gange om dagen.

På 3. dag skal saften sies og hældes på flasker. Er der atamon i (en kapsel/teske pr. liter) kan saften stå i stuetempratur. Og er der ikke konservering i skal den gemmes i fryseren. Ellers kan indholdet mugne, eller endnu værre, det kan gære. Og der er overraskelser man kan ønske sig i sin husholdning, men en eksploderende flaske med klistret hyldedrik er ikke en af dem. Det tar' usandsynlig lang tid at opnå normaltilstand i lokalet igen bagefter.

Jeg har ofte brugt store sodavandsflasker til saften når den skulle gemmes i fryseren. Husk i så fald at undlade at fylde helt op, saften udvider sig når den fryser.
Imidlertid er sodavandsflasker nu om stunder så tynde at de ikke kan tåle at skoldes, så man skal være heldig at finde nogle der duer.

Ellers må man bruge traditionelle saftflasker af glas, mostflasker eller hvad man nu kan finde (med tætsluttende låg). Og som sagt skal de vaskes, skoldes og skylles i atamon. Det sidste gøres ved at hælde en kapsel atamon i den første flaske, lukke låget, og ryste atamonen rundt. Så hælder man bare den samme portion atamon over i den næste flaske og gentager succesen. Og så fremdeles. Husk også at vaske, skolde og skylle lågene.

Sæt nogle fine mærkater på.
 Emilies englesaft 2011, Davids dragedråber, Olivias ynglingsdrik, møgunge mikstur. osv.

          

Kommentarer

Populære opslag