En ond og grusom verden

Jeg er ved at forberede mig til at vende tilbage til civilisationen.

Jeg skal f. eks finde en dag hvor jeg kan køre forbi og tale med min chef. Det er måske på sin plads at have en eller anden idé om hvad man forventes at foretage sig, når man vender tilbage til jobbet efter et års pause.
Jeg skal også holde et møde med min TR-supleant for at finde ud af hvad der er sket mens jeg har været væk.
Den slags ting i ved.

Men så gik det op for mig at jeg også manglede noget tøj at tage på ud i verden. Min krop har igen forrådt mig. Vægten siger det samme som før, men det må på en eller anden måde ha' omfordelt sig. Noget må på ubegribelig vis ha' flyttet sig fra mine ben til min mave. For intet tøj passer mere. Bukser og nederdele er umulige af få på og resten ser i øvrigt heller ikke for godt ud.
I et år har jeg tusset rundt hjemme i indiske pludderbukser og joggingtøj, men det går ikke længere.

Heldigvis er det en rigtig god undskyldning for en ordentlig omgang powershopping, en beskæftigelse jeg virkelig holder af.Også en god mulighed for noget ego-mor-tid, som en slags udslusningsfase. Så det var med godt humør og udelt fryd jeg tog afsted i går. Vejret var skønt, himlen var blå og solen gul. På med solbrillerne og helt op for TV2´s greatest og så ellers ud af landevejen.

Man kører ca. 45 min. for at komme til Nykøbing, så når jeg nu alligevel tog turen ville jeg da også lige vaske min nye bil hos forhandleren.
Det er jo sådan med biler på vores egn, og på denne årstid, (med roekampagne osv) at de egentlig ikke skal vaskes men pløjes.
Jeg foretrak nu alligevel vask og det gik godt. Men jeg undrede mig lidt over at de ikke prøvede på at holde adgangen til vaskehallen mere åben. Vaskehallen lå i bunden af en passage, ved et autoværksted, og der var parkeret så mange biler til begge sider at man måtte bakke slalom for at komme ud igen. Men det var jo en mandearbejdsplads og måske har de det anderledes tænkte jeg.
Men fint nok, man kan da bakke med en enkelt lille bil så mor her slår i ikke ud, de herrer værkstedsmedarbejdere. Jeg havde jo også mine seje solbriller på.

Så var det bare ind til byen og parkere. Det vil sige prøve at parkere, for alle parkeringspladserne var gravet op og spærret af. Men undtagelse af et lille og tætpakket frimærke hvor et utal af biler cirklede rundt for at få en plads. Jeg fik imidlertid øje på en plads og følte mig meget heldig. Men det var svært et presse bilen derind dels fordi pladsen var meget smal og dels pga de almindelige tumulter i området.
Men det lykkedes og jeg følte mig igen både heldig og dygtig. Det her bliver en fantastisk dag tænkte jeg og forlod bilen.

Fuld af forventningsglæde og med tanker om alle de lækre bløde oversize strikswetre jeg skulle ha satte jeg kursen mod den første forretning.
Det var svært. Min indre shopper var ikke omstillet endnu. Næhh.... der var fine billige babybodyer, og var der ikke noget om at The Moody manglede en cardigan, dér hang lige en fin en., hende på 7 havde i hvert fald sagt at hun ønskede sig smækbukser. Måske kunne det også være sødt med noget ens til de to på 7 og 10.
Nåh... men det lykkedes mig faktisk at komme helskindet ned af gågaden til en voksen-butik.

Jeg fandt hurtigt 5 stykker tøj som var det antal man måtte have med i prøverummet og så ellers ind for at forvandle mig til mit nye professionelle job-look.
Men der var noget galt. Tøjet var alt for...småt og for...grimt og for...kert. I oversize swetter lignede jeg Danny Devito. Bukserne var for stramme og for klamme og det var i det hele taget nedtur.

Ud af butikken og ind i en anden. Dér fandt jeg et par bukser og en nederdel som kunne gå an. Men slet ikke i den stil som jeg havde tænkt mig at ende i, da jeg gik hjemmefra. Faktisk i en helt anden stil som slet ikke var mig. Jeg mener engang var det mig, men ikke mere, jeg er jo afslappet nu og jeg har slet ikke sko til den stil mere. og så slog det mig at denne situation kræver høje hæle - rigtig høje hæle.
Ude af butikken stormede jeg op ad gågaden for at komme ind i en skobutik. Nu med hjertebanken og svedige hænder efter opholdet i shoppehelvede. Og med visheden om at jeg er en personlighed fanget i en forkert stil hamrende i baghovedet.


Mit blik sløredes med det lykkedes mig at fokusere på sko. Dem kan man altid stole på.
Efter at have købt både støvler til knæene og ankelstøvler, begge med hæl, kunne jeg ånde frit igen.

Tilbage til gågaden hvor jeg  købte endnu et par bukser og to overdele (naturligvis meget, meget billigt på udsalg). Inden jeg returnerede til bilen.
Mine forventninger var slet, slet ikke blevet indfriet. Jeg var ikke tilfreds med mine tøjindkøb og sko skulle jeg slet ikke have haft. Nåh men jeg er uforbederlig optimist så jeg nægtede at lade mig knække. Jeg havde parkeringspladsens reneste bil og de sejeste solbriller og den følelse holdt jeg fast i mens jeg trillede ud af byen.På vej over broen tændte jeg igen for musikken, nød vejret og idyllen var genoprettet. Så bare et sidste stop i centeret uden for byen. Måske var det dér min nye garderobe hang.

Men hvad var nu det der blafrede uden for på forruden? Pisse Lorte Fandme. En parkeringsbøde.
Efter at have forceret de tumultariske forhold på den såkaldte parkeringsplads havde jeg glemt at stille parkeringsskiven.

Nu kunne det også være ligemeget. Jeg skulle bare hjem. Jeg stoppede dog alligevel i centeret. Men for at købe en cola (cero) og et eller andet at gnave i. Det blev en eventyrbolle, bagerekspedienten sagde at det var noget groft og med rug.
Ja ja, så siger vi det. den var blød, luftig og sød men jeg var i næsten god tro for hun havde jo sagt det.

Den gnavede jeg så i bilen hjem mens jeg repeterede for mig selv at jeg er en god mor, en dygtig lærer, en udfordrene men sød og kærlig hustru, en dedikeret TR, kreativ, sjov og hjælpsom, god mod dyr.....undtagen den hare jeg kørte over mandag aften.
ARGHHH...