Kattens

Så er det sket igen.

Dyr har igen fundet vej til Mallebo for at slå sig ned permanent.

Dennegang kan det dog ikke bortforklares at det er vores egen skyld.

Sidst det skete var da den yndigste lille uldbold af en blå killing besluttede sig til at flytte ind. Lige gyldigt hvor mange gange vi bar den hen til naboerne hvor den kom fra, sad den alligevel på dørtrinet når vi igen kom ud.

Martin prøvede enddog at kaste den ud på marken for at få den til at gå hjem, men lige meget hjalp det.
Til sidst brød, først jeg og siden også Martin, sammen for det store pres en ubeskrivelig nuttedhed kan lægge på en. Og når nuttetheden samtidig bliver bakket op af følelses af at være udvalgt- tja, så er slaget tabt.

Vi aftalte med naboerne at killingen godt måtte bo hos os og den fik navnet Isabella, for den var prinsesse-skøn.

Men nu til det som det egentlig handler om. Vi har 5 katte. Og til hver kat hører en god grund til at vi har den.

Siden Isabella har vi i vores hjerters godhed modtaget en anden kat fra nogle flinke mennesker som ikke kunne ha' den længere. Der var flere grunde til at det var en god idé. Blandt andet har alle børn over 5 år, her i huset, deres eget dyr. Og nu var turen kommet til den næstyngste.

Vi kunne bare ikke helt få fastslået hvor gammel katten var og det korte af det lange er at den ikke var blevet neutraliseret. Det er vi ellers altid meget omhyggelige med at få gjort.

Sidste torsdag formiddag talte vi om det, og Martin sagde at han ville køre ind på dyrehospitalet med den om mandagen. Altså i mandags. Og så kørte han på arbejde.

Ved halv fem tiden kom jeg hjem sammen med min søn som jeg havde hentet ved færgen. Udenfor hoveddøren ventede katten. Så snart døren blev åbnet spænede den ind i stuen og ind under en lænestol.
1-2-3, så lå der en killing.

I løbet af et par timer blev det til 3 stk. Den ene dog født uden hale. Men den må ha manglet mere end som så, for den overlevede ikke.

Nu kan man jo godt køre til dyrlægen med sådan et kuld og komme af med dem. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at slå nogen ihjel som er født i min stue.

I stedet har vi givet dem meget fine navne med eget præfix. Så når de nu lyder meget fancy, som en adelsmand eller en avlshest. ja, så tænker jeg at der må være nogen som har lyst til at få en skøn lille kat med et fint navn.

 

De hedder Sekundus Mallebo og Mallebos Terts, fordi de blev født som nummer 2 og 3. Den første, den uden hale hed selvfølgelig Pelle Primus Mallebo. Men den er begravet under et æbletræ i haven. Og som min datter på 6 sagde: vi skal huske at synge en vise ellers kan den ikke komme i himlen. Så hun afsang på skønneste vis Lille Blob nu skal du sove.

Og den store pige har fabrikeret det fine skilt ovenfor.

Vi giver selvfølgelig kaffe når I kommer og henter killingen, så vær friske og hold Jer endelig ikke tilbage. Jeg kan da også godt bage en kage.