Carmønoen 2. dag

 -Oprindelig udgivet 15/2 2021.

 På anden dagen vågnede vi og kunne konstatere at vejret var slået om.

0. grader, en del blæst 10 m/s, gråt og trist. Vi kunne også konstatere at vi var noget ømme i vores nybegynder-kroppe.

Men afsted skulle vi jo. Dagens etape var enebær etapen, som går fra Stege til Nyord, og er på 15 km. Vi glædede os til at se Nyord by, hvor man ikke må køre ind i bil.

Imidlertid var det svært at finde ind på ruten. Udgangspunktet skulle være Møns museum, men det var pakket ind i stilladser, så vi fandt ingen orange pile. Vi satte altså kursen af efter kortet. 

Vi måtte også proviantere, idet der kun findes en landhandel på Nyord og den er pt. lukket pga. corona. Altså måtte vi i fakta og føje noget vægt til vores oppakning. Men afsted kom vi da. Humøret og modet var dog ikke højt mens vi vandrede ad en kæmpe og kedelig landevej i bidende blæst. Den eneste trøst var at der åbenbart måtte befinde sig en kage fabrik i nærheden. Der duftede i hvert fald lifligt.

Endelig fandt vi ind på ruten igen og blev nu ført igennem nogle fine landskaber. Og der var ikke mindst læ... Humøret steg straks. 



 

 

 

 

Vi kunne nyde synet af Nyord fra Stege hen over vandet. Og siden plukke bær til at efterlade sammen med vores bekymringer i Nyords kirke. Vi mødte køer og heste. 

Imidlertid blev vejret dårligere. Da vi nåede broen ( en fantastisk miniput bro, hvor man kører i et spor) til Nyord blev vi passet op af en bil som kom ude fra Øen. Det viste sig at være vores værtinde for natten. Vi fik anvisninger til en genvej (pga vejret) og et eller andet sted i samtalen blev frikadeller nævnt. Vores kopnudler i rygsækken blegnede straks i sammenligningen. 

Således opløftet ved tanken om frikadeller og genveje gik turen videre over broen. Vi besteg fugletårnet med udsigt over fuglereservatet. Det var meget smukt. Men så begyndte det at sne. Så vi iværksatte genvejen og skyndte os i ly. Udforskningen af Nyord må vente.


Kommentarer

Populære opslag