Så står verden ikke længere

Nu er helvede frosset til, der er to torsdage i samme uge eller vi er alle blevet lige gamle.

Er det ikke sådan man siger når man bliver bedt om noget som det er fuldstændig urealistisk at man vil komme til at udføre.
Jo jo, siger man så, når vi to bliver lige gamle.

Men nu har The Moody og jeg altså været ude at løbe sammen...
Og det var brand hyggeligt.

Jeg vil jo gerne. Men jeg er sådan en gammel hønsegårds madamme at jeg ikke gør det alene. Jeg er for selskabssyg. Eller hvad man nu skal sige.
Hidtil har den unge dame ikke gidet høre tale om den slags. Men nu har hun hørt om fænomenet "tyndfed" i skolen.
Man skal aldrig underkende en god og målrettet skræmmekampagne.

Jeg har naturligvis forklaret hende at børn hvis forældre tvinger dem til at spise rugbrød og grøntsager, og som samtidig hundser rundt med dem og jager dem op hver gang de synker ned foran fjerner eller computer, som udgangspunkt har sunde kroppe.

Alligevel foreslog hun at vi skulle træne sammen. Man skal heller ikke underkende mode og trends.

Så nu træner vi mave og ryg og løber. Jeg er tilfreds. For jeg trænger, som altid. Jeg håber det kan blive en god vane. Men det er nu nok overhængende fare for at vi ikke holder ved så længe.
Så for yderligere at motivere vores ellers magelige personligheder (det har vi til fælles) så har vi straks downloaded en løbeapp så vi kan sidde o nørde samtidig.

Det er ret sjovt, man kan indtaste sine ruter, så fortæller den hvor langt man har bevæget sig og om man er blevet bedre eller hurtigere siden sidst.
Vi glæder os allerede til at sammenligne dagens resultat med det fra i forgårs.