Fandens fantastiske mælkebøtter

Hold nu kæft hvor har vi mange mælkebøtter. Og det skulle man jo tro at man godt kunne blive lidt træt af. Men det gider jeg ikke.
 I stedet for vil jeg udvikle en filosofi omkring mælkebøtter. Jeg tænker at noget som fylder så meget, ikke mindst i mange folks bevidsthed, såvel som fysisk, nødvendigvis må have en filosofi knyttet til sig.
Vi kan jo starte hos Anne Marie Helger som under lærer lockouten sammenlignede lærerne med mælkebøtter.
Hun sagde at lærere er som mælkebøtter, ukuelige, smukke og fulde af kraft. Jo mere man tramper på dem, jo vildere vokser de. Og jeg fristes til at tilføje at uanset næstes hvad man gør, er de ikke til at komme udenom.

Hvis vi så lige forlader lærermetaforen, så er det altså sådan at mennesker går i stå hvis der ikke er noget at arbejde med. Og hermed mener jeg ikke fysisk. De gamle nordboer vidste det også. Lokes rolle i den nordiske mytologi er at sætte gang i tingene. Det er hans fortjeneste at guderne har deres attributter og begår deres største bedrifter. Alt sammen fordi han laver en helvedes masse ballade så guderne bliver nød til at træde i karaktér, eller mande sig op, som min søn ville sige.
Midgårsormen har samme rolle. Det lykkedes aldrig Thor at slå den ihjel. Selvom han på et tidspunkt er ret tæt på. For hvis ondskaben og kaos ikke er i verden går også godheden og orden i stå.
Hvis ikke slangen og Eva havde lavet ballade dengang i Paradiset. Så havde menneskene stadig siddet i Paradiset og trillet tommelfinger, de havde aldrig spist af kundskabens træ.
Trygt måske, men kedeligt!

Kunsten og litteraturen er fuld af det. I Prag kan man f.eks se at Sankt George slå dragen ihjel. Men nede i hjørnet stikker en lillebitte dragehale ud af en grotte-indgang. Så selvom vi ikke kan se den, eller selvom den er ganske lille så er den der, den lurer på os og slår til lige med et. Kaos-kraften. Så vi må være klar. Ikke noget med at falde hen, lade stå til, hvile på laurbærrene osv.

Og dertil kommer at hvis den ikke var der så ville vi netop falde hen, lade stå til og hvile på laurbærrene  Ikke tænke nye tanker, ikke udvikles.
Så længe leve kaos, som sætter gang i tingene. Selvfølgelig i passende mængder. Jeg siger bestemt ikke at man bliver et bedre menneske af at leve i en krigs-zone. For meget kaos ødelægger mennesker.
Derfor synes jeg at mælkebøtterne er et fint billede. De er skide irreterende men ikke farlige.

Mon der overhovedet findes en roman som ikke sættes i gang af kaos? Et mord, et økonomisk tab, et dødsfald, en ulykke eller en naturkatastrofe. 

Eller hvad med en graviditet, en fødsel, en forelskelse eller et nyt job. Kaos behøver jo ikke at gøre ondt, bare ryste mennesket lidt.