Uundværlig- nixen!

Ja, så startede man jo på arbejde.

Og hvis man gik og troede at man var vigtig, eller måske ligefrem uundværlig for den lille familie, så kunne man godt tro om igen.
Nu har jeg været på arbejde i en uge og tilsyneladende fungerer hjemmet langt bedre uden at jeg render rundt og skaber uro i det.
Eller rettere, med mig ude af vagten virker det hele lidt mere overskueligt.

Manden der kan alt har barselsorlov nu. Så det er ham der står for de hjemlige rutiner her efter jul.
Og det er nye boller på suppen for her skinner nærmest. Vi får flere retter mad og køkkenet er altid rydeligt.

 Før jul var det mig der gik hjemme og brugte tiden på håndarbejde og andre eksperimenter. Jow-det rodede (lidt), men det gjorde jo ikke noget når bare man hyggede sig.
Så nu kan jeg rigtig se hvor utjekket jeg i virkeligheden er. Hæ hæ.

Og for at det ikke skal være nok, så ignorerer Alvilda mig. Hun vil trøstes af sin far, lege med sin far og spise med sin far. Det er takken... eller nærmere straffen for at komme her, og blive væk.

Heldigvis er det ikke sådan hele tiden. Og jeg har også en vag idé om at det med orden og flere retter mad heller ikke vil være hele tiden, fra nu af og til evig tid.