Der var den - fedt!!!



Flittig gummegnubning

Alle kender vel fornemmelsen af at være blevet for-fordelt. Det er ikke ret sjovt. Men hvad der er endnu værre, er fornemmelsen af at ens barn er blevet for-fordelt. Det er en indbygget refleks hos forældre, måske især hos mødre??
Et faktum som de små tyranner udnytter groft til egen fordel.

For en god ordens skyld og fordi der hersker en del tvivl herom vil jeg lige slå fast at for-fordelt her bruges i den gamle og oprindelige betydning, nemlig om at blive snydt. En hel del mennesker bruger ordet med den omvendte betydning, nemlig om at have fået mere. (end de andre) Det er eller rettere var forkert. Der er åbenbart så mange som bruger de sådan efterhånden at den nyeste "ordbog over over det danske sprog" slår fast at ordet bruges i begge tilfælde så nu kan man selv vælge. Det kan sikkert føre til mange sjove misforståelser som man kan gribe længe af, så det takker vi ordbogsfolkene for.

Lad os i stedet sige at det er en i-de- grad-ufed-fornemmelse, at føle at ens elskede pode, håbet for ens fremtid, den smukkeste, klogeste, rareste..  etc. er blevet snydt, har fået mindre end de andre, er blevet mindre set (af andre omsorgspersoner end en selv forstås) har fået mindre ros og anerkendelse. Surt ikk'?

Det udnytter de som sagt groft til egen fordel. Vi har ført det utallige gange her, men senest var det min 8-årige niece som kom hjem og bedyrede at nu var hun den eneste i hele klassen (det kunne ligeså godt have været hele verden) som ingen mobiltelefon havde.

Hendes mor som jo er både forstående og imødekommende lyttede tavst, men tjekkede efterfølgende op med en anden mor fra klassen. Sjovt nok havde hendes søn samtidig tårevædet forklaret at nu var han den eneste i klassen (læs: verden) som ikke ejede en mobiltelefon.

Niecens håb om at blive telefonejer slukkedes brat i det øjeblik.
Men andre gange rammer de plet og missionen lykkedes. Og så er der jo de gange hvor ungerne har ret, men der overhovedet ikke er noget at gøre ved problemet. Nogle af de tilfælde er virkelig smertelige, og dem oplever vi desværre også indimellem. Men andre er sjove. Det her er en af de sjove.

Nu havde vi f.eks ventet længe, længe uden at alvilda havde gjort anstalter til at få nogle tænder.
Hun er den ældste i mødregruppen, faktist er hun over to mdr. ældre end den næste i rækken.
Men vi har være tvunget til tålmodigt at se til mens først den ene og så den anden fik tænder. Og til sidst var hun virkelig den eneste i mødregruppen som ingen tænder havde. Tiden gik og hun blev 9 - 10 og 11 måneder.

Vi har været et par gange ved lægen af andre årsager og hver gang spurgte han håbefuldt: Nåh hvor mange tænder har hun så. Og vi måtte jo svare: ikke en eneste. Sidst fortalte han os trøstende om at han har oplevet en som blev 15 mdr. før den første tand kom. Men at han da også var nået at blive lidt nervøs i det tilfælde.

De sidste 5 måneder har vi forklaret alle uregemæssigheder, søvnbesvær, feber og mystiske knopper med at der nok var et tandudbrud på vej. Det var der ikke.

Aller aller første gang tandbørstning

Vi har opfundet historier om at hun nok havde en hugtand ala katteklo, som kunne trækkes ind i gummen hver gang vi kikkede. Hun har ihærdigt gnubbet gummerne med sit prisbelønnede toddler bestik. Vi har kikket og mærket og forsøgt at "peptalke" tænderne ud af gummerne på hende.

Og så i sidste uge 11 mdr. og 6 dage gammel, så var den der - fedt! Den venstre opper-tand. Selvfølgelig skal hun være omvendt, også på det punkt. De fleste andre børn får neder-tænderne først. Men nu har hun altså en. Den er godt nok ikke kommet så langt frem endnu, men den er dér.

Kan selv, vil selv