Seperationsangst

Der kommer et tidspunkt i ethvert barns liv hvor det må ud i verden. Ud blandt andre mennesker, ud og passes af fremmede.
Det tidspunkt er nu kommet for Alvilda. I morgen starter hun i dagplejen.
Og hvis der skulle sidde et par stykker bag skærmene som har en lille bitte smule respekt for mig, som menneske og mor, så vil jeg nu give jer anledning til endegyldigt at lægge den på hylden.

Jeg er nemlig slet ikke sikker på at det dér med dagplejen er noget for Alvilda.
Jeg har været derhenne sammen med barnet og faderen. Og til  min skræk fandt jeg en kastanie i legerummet. En kastanie.... Er I klar over hvor farlige de er...

Da jeg kiggede strengt på dagplejeren bedyrede hun da også at den slags selvfølgelig blev fjernet før lille blide Alvilda startede.

Apropos blid. De andre børn var usansynlig store og vilde. De rasede rundt og kastede med ting og sager imens de råbte meget højt. Alvilda er slet ikke vandt til sådan en larm omkring sig. Rent bortset fra at de vel også kan finde på at vælte hende omkuld og sætte sig på hende. Når det sker vil dagplejeren garanteret befinde sig på badeværelset.

Og er der mon nogen som forstår Alvildas behov for 2-3 gange morgenmad?? Eller som ved, og anerkender, at hun har brug for en skive skæreost (mellemlagret) efter måltiderne.
At hun bedst kan li' de mørke rosiner, og at hun foretrækker lidt hjemmelavet marmelade på sin tykmælk.
Chokolade har hun aldrig smagt og hun har kun prøvet at blive vækket fra en lur omkring 5 gange.
Hvad hvis de giver for meget sukker, eller for lidt fedt? Hvad hvis de lærer hende fordomsfulde eller kvindeundertrykkende sange.
Det kommer jo aldrig til at gå godt.

Nu har jeg frustrationskøbt denne body til hende.