Venus Drømmefanger

Wauu, så kommer der en masse små munde oppe i toppen og så kan den snappe efter os, og måske æde kattene og Alvilda og, og, og alt muligt....

Eller måske ikke. Men faktisk ved vi ikke hvad der er på vej. Så alt er muligt...
Vi købte Venus Fluefanger i Super Bedst for snart 1½ måned siden. For sjov og som så meget andet mest for børnenes skyld fordi det da kunne være skægt at se hvordan sådan en virkede.
Okay, okay- jeg indrømmer at jeg også synes at det kunne være ret sjovt. Min mormor havde  forståelse for den slags, så hun havde også en som vi måtte fodre med pincet. Men jeg er bange for at vi måske overgjorde det en lille smule for den døde i hvert fald. Jeg tror egentlig også at vi bare syntes at det var sjovt når den smækkede "kæberne" sammen.

Det var det dér med, at noget var så helt anderledes end noget andet jeg kendte. En plante der levede af kød!!! What?? Hvor sejt er det lige. Og hvad kan der så ikke ske. Nede i de varme lande kunne den slags planter sikkert blive helt vildt store, måske kunne de æde hjorte ude i skoven. Og faktisk var der vist også noget med at der tit var børn der blev væk den slags steder. Og det kunne vel ikke være de store kvælerslanger der tog dem allesammen, vel'?
Min far havde fortalt mig og slige eksotiske historier, men jeg tror at det med hjortene, og - ja også børnene og egentlig nok også det med slangerne var noget jeg selv digtede. Men alligevel, det var dødspændende.
Og alt det opstod med udgangspunkt i et oplæg ud i biologiens verden, leveret af mit fædrende ophav og en lille uanseelig plante i min mormors vindueskarm. En magisk verden åbnede sig, et Narnia.
Et sted hvor det faktisk er muligt at rejse hen flere gange om dagen. Et sted hvor jeg også tror at min seksårige tilbringer en stor del af sin tid.
Men i hvert fald tror jeg nok at jeg genoplevede noget af det, da jeg så at Super Bedst havde kødædende planter i deres katalog og jeg måtte fluks af sted for at købe. dels til mig selv, men også for at formidle de kanon gode oplevelser/minder videre.
Og det kunne sådan set godt have været slutningen på den historie. Vi købte en plante og kiggede på den indtil den døde.
Men nixen bixen. Eventyret fortsætter, for Venus Fluefanger, også bare kaldet Venus eller Nusse, er ved at udvikle sig, eller mutere, eller blomstre eller hvad sådan noget hedder i de kødædendes rækker. Vi ved det ikke, men diskuterer det livligt .Og vi glæder os til at se hvad det bliver til. Vores gæster deltager også og hun (Venus må jo være af hunkøn) vises stolt frem når der kommer fremmede.  Nusse er en meget heldig plante, i går fik hun to fluer. Den ene af vore egne børn inden de tog på påskeferie og den anden af min syv-årige niece som klart gav udtryk for at det også for hende var en oplevelse at fodre planten.
Så en kærlig tanke til Nusse, en lille plante til stor glæde for mange. Og det skal man ikke kimse af, for det er også en slags fællesskab.

Tjek så i øvrigt lige den her:  http://www.youtube.com/watch?v=BGRN39oifsE