The Hunger Games, en slags anmeldelse

Der er sket noget sjovt og forunderligt. Det føles også lidt omvendt på en lidt underlig måde, men en gang skal jo være den første til alting.

The Moody har anbefalet mig en bog, som jeg har læst. I rigtig mange år har det jo været omvendt. Men nu er vi altså nået hertil. Og jeg ku' li' den.

Bogen er The Hunger games eller Dødsspillet, som den er oversat til på dansk. En udemærket oversættelse hvorfor det også undrer mig at man har valgt ikke at oversætte titlen i filmudgaven.

Plottet er topgenialt.

Forsideillustration

Efter 3 verdenskrig og adskillige naturkatastrofer er landet Panem  ( tidligere nordlige USA) inddelt på følgende måde:
 De "rigtige" borgere lever et dekadent og overfladisk liv i hovedstaden Capitol og har inddelt resten af landet i 13 distrikter. Distrikterne leverer hver især produkter som Capitol har brug for. Kød, tekstil, afgrøder, metal og kul mm. Folkene i distrikterne lever en slavelignende tilværelse hvor sult er hverdagskost (hæh) De må ofte ty til lovovertrædelser for at holde sig i live.
Jo højere nummer distriktet har des længere ligger det væk fra capitol og har desto lavere status. Så hvis tilværelsen er tålelig i distrikt 1 er den det ikke i distrikt 12.
Distrikt 13 er blevet udslettet efter et oprør og for at horhindre den slags i at gentage sig har Capitol opfundet Dødsspillet.

Hvert år udvælges der i hvert distrikt en pige og en dreng mellem 12 og 18 år. De bliver placeret i et kæmpe naturreservat kaldet arenaen og skal så slå hinanden ihjel indtil der kun er en tilbage. Altsammen på live tv. Og det er naturligvis lovpligtigt for folk i distrikterne at se på spillet.

Borgerne i Capitol morer sig herligt over det men folk i distrikterne er selv sagt ikke særlig begejstrede.
Desværre er det sådan at de nærmeste distrikter 1 og 2 (nogle værre Capitol wannabees) åbenbart synes at dødsspillet er ret sejt og at det er en stor ære at vinde. Derfor træner de målrettet deres unge til rene dræbermaskiner indtil de fylder 18 hvorefter de melder sig frivilligt til spillet.
I de lavere rangerende distrikter håber man bare på ikke at blive valgt, men som i det virkelige liv er det også her de værst stillede som har de dårligste vilkår. Man kan nemlig købe ekstra madrationer til sin familie ved at lægge sit navn flere gange i den store udtræksbowle.

Pigen Kattua, som ernærer sin udsultede familie ved krybskytteri ude i distrikt 12, melder sig frivilligt da hendes kun 12-årige lillesøster bliver udvalgt.

Jeg er vil med det. Der er så mange temaer i den bog som kan sætte tanker i gang i hovedet på de søde unger.
Men da The Moody og jeg diskuterede et af dødsfaldene og hun sagde "hun kunne jo bare lade være med at stjæle" svarede jeg "har du tænkt over at det viser noget om at nogle overlever ved at stjæle, andre ved at gemme sig, nogle ved samarbejde og desværre er der også nogle som gør det ved at være grusomme og voldelige"
Så var det at hun svarede "det er fuldstændig tilfældigt og ikke noget forfatteren har planlagt, du siger det bare fordi du er dansklærer"

Herefter spurgte Manden der kan alt om jeg da var fuldstændig determineret på at ødelægge oplevelsen for hende. Så jeg har ikke forsøgt at tale om det igen.

Men jeg nåede ikke en gang at nævne noget om loyalitet, undertrykkelse, kærlighed, ære, menneskerettigheder eller falskhed.
For slet ikke at tale om det primære nemlig spørgsmålet om hvad der egetlig er forskellen på spilleren foran kameraet og mennesket når kameraet (læs:mobilen eller facebook) er slukket.

Som sagt: Top genial. En sand lækkerbisken for dansklærer  og i øvrigt alle andre som kan li' action og en god historie. Det eneste lillebitte minus er at den er skrevet i nutid, det fandt jeg en smule irriterende ind i mellem.

 Den virker afsluttet men da det er første del af en trilogi er det jo spændende hvad der sker mere.... Rent guf. Jeg giver den fem grydeskeer ud af seks.