En væmmelig oplevelse (om brug af mobiltelefoner)

I lørdags skulle jeg handle sammen med min prinsesse på 7 år. På vejen i bilen havde vi snakket om Hamlet som hun havde hørt om i skolen. Jeg fortalte hele den drabelige historie med bloddryppende indlevelse og store armbevægelser. Så store som der nu er plads til, og som er sikkerhedsmæssigt forsvarligt i en bil.

Det må have været tilfredsstillende for lytteren for da historien var slut bad hun straks om endnu en.
Selvfølgelig måtte hun få det. I en familie som vores gælder det om at udnytte situationen når man har en forælder for sig selv. Og det er dem vel ondt.

Jeg valgte Leoronora Christine. Den er spændende og drapelig. Det er noget med prinsesser og så er den lokal. Hun har jo ofte været i domkirken i Maribo hvor Leoronora Christine ligger i krypten.

Vi gik altså i gang og tøsen var helt opslugt og spurgte interesseret efter flere detailler.
Da vi var nået til flugten fra Hammershus nåede vi Brugsen i Holeby. Vi skulle kun have få ting, så jeg fortalte videre mens vi handlede.

Da vi stod med hinanden i hånden foran køleskabene og var nået til beskrivelsen af Blåtårn lyder det pludselig "lad dog være med at tale så højt om private ting"

Jeg vender mig om og ca 3 meter bag mig, ved en køledisk ,stod en dame og gloede forarget på mig.
"Jeg er ved at fortælle min datter om Leoronora Christine" siger jeg.
Hun ser stadig sur ud da hun siger "Nå- jeg troede du snakkede i en af de hersens apparater"

Jeg føler mig trådt alt for nær, så i stedet for at ignorere dette hvæser jeg "jeg kunne da aldrig drømme om at tale i mobiltelefon, når jeg går med min datter"

Og det er jo nok lidt af en tilsnigelse. Hvis jeg har den med og den ringer så svarer jeg for det meste.  Jeg har også gået mange sove-ture med barnevognen mens jeg plaprede i telefonen.
Men jeg er mig til gengæld meget bevidst om aldrig at tage den med ind i institutionerne eller andre steder hvor det ville være rigtig skidt hvis jeg besvarede et opkald. Jeg har den heller ikke med i soveværelset og den kan i øvrigt godt blive glemt i bilen. Tit.

Nå, men tilbage til Brugsen. Det var meget ubehageligt at blive antastet på den måde. Prinsessen fik først resten af historien da vi var sikkert tilbage i bilen. Og da vi siden ankom til sommerhuset måtte alle lige høre historien, så jeg kunne få ventileret.

Men egentlig var det jo helt harmløst. Derfor har jeg spekuleret over hvorfor jeg tog sådan på vej over det.

Hvis jeg skal sætte mig i damens sted, så har hun måske hørt mig sige ord som: fængsel, isolation, sindsyge og hævn. Og hvis hun virkelig troede at jeg talte med en veninde i telefonen, så er hun måske i virkeligheden en helt. En børnenes forkæmper. For jeg er da helt enig i at det ikke er for børns ører hvis jeg fortæller en veninde om en bekendt som er røget i spjældet pga. hævn og er i fare for at blive sindsyg af isolationen.

Jeg ved at der findes mennesker som traver afsted med ungerne ved hånden og samtidig kværner derudad om at så knaldede hun ham, men så fik hun også nogle øretæver... Jeg har dog aldrig set nogle i Holeby, Søllested eller Maribo. Måske har denne dame læst om den slags og troede nu (ja det gjorde hun jo) at hun så det i virkeligheden.

Det var vist min egen fornærmede stolthed der talte dér. Det kan godt være at omtalte dame oplever den slags ofte. Og at mit største problem med episoden er at det er blevet fundet givet at jeg kunne finde på den slags.

I hvert fald var det yderst ubehageligt at blive antastet og irettesat mens man går med sit barn. Uanset om det var for noget jeg kunne finde på eller ej. Det er egentlig også lidt ubehageligt at man ikke kan gå og fortælle sit barn en god historie uden at blive taget for det jeg tidligere nævnte.
Det var en dame i tresserne, så hvis hun havde hørt ordentlig efter ville hun ganske givet have genkendt historien. Og så havde det vel været i orden.
Jeg har i hvert fald lige hørt i radioen at børn i dag ikke får historier nok.

Men det er måske lidt ligesom med pædofili. Fordi vi alle er blevet opmærksomme på nogle af de (vitterlig) skrækkelige hændelser som har fundet sted, bliver enhver mand nu nærmest mistænkeliggjort bare fordi han ønsker at tage job, som pædagogmedhjælper.

Måske er det lige sådan: Fordi vi er opmærksomme på problematikker omkring brug af mobiltelefoner i det offentlige rum bliver alle som taler, i det offentlige rum, nu antaget for at misbruge samme. (altså det offentlige rum)