Ingen medaljer meeen....
I diciplinen forældreskab gives der ingen medaljer. Ellers kan man jo altid se hvem der har klaret sig godt og hvem der ikke har klaret sig godt i enhver deciplin. Guld, sølv og bronze får man og så er der selvfølgelig også dem som slet ingenting får.
Vi kan vist godt blive enige om at det er helt fint at der ikke gives medaljer indenfor forældreskab.(i hvert fald ikke officielt, men det er en ganske anden historie som ikke er hverken hyggelig eller morsom og som derfor fortjener sit eget indlæg hvis jeg altså en dag får lyst til at være stram i betrækket) Hvis der gjorde kunne vi jo alle gå og pege fingre ad hinanden og i sidste ende skulle status såmænd nok også blive lagt børnene til last. Det synes jeg ofte jeg ser.
Næh - vi må alle gribe i egen barm og selv evaluere på vores arbejde som forældre. Og det er jo også sådan at der er ligeså mange definitioner på hvad dette arbejde skal ende ud i som der er familier. Der er ikke nogen endelig facitliste over egenskaber børnene skal ende ud med i sidste ende. Der er selvfølgelig nogle ting som de fleste af os drømmer om for vores børn. ( Det tror jeg jeg har nævnt i et tidligere indlæg.) Men den endelige detaillerede facitliste er individuel.
Og indtil vi når så langt kan vi kun følge vores bedste overbevisning og holde vejret indtil vi skal høste frugten af vores arbejde og det vil vise sig om vi var på rette vej.
Indimellem kan man dog være så heldig at de unge mennesker alligevel giver et prej.
Forleden modtog vi nemlig denne her:
Vi kan vist godt blive enige om at det er helt fint at der ikke gives medaljer indenfor forældreskab.(i hvert fald ikke officielt, men det er en ganske anden historie som ikke er hverken hyggelig eller morsom og som derfor fortjener sit eget indlæg hvis jeg altså en dag får lyst til at være stram i betrækket) Hvis der gjorde kunne vi jo alle gå og pege fingre ad hinanden og i sidste ende skulle status såmænd nok også blive lagt børnene til last. Det synes jeg ofte jeg ser.
Næh - vi må alle gribe i egen barm og selv evaluere på vores arbejde som forældre. Og det er jo også sådan at der er ligeså mange definitioner på hvad dette arbejde skal ende ud i som der er familier. Der er ikke nogen endelig facitliste over egenskaber børnene skal ende ud med i sidste ende. Der er selvfølgelig nogle ting som de fleste af os drømmer om for vores børn. ( Det tror jeg jeg har nævnt i et tidligere indlæg.) Men den endelige detaillerede facitliste er individuel.
Og indtil vi når så langt kan vi kun følge vores bedste overbevisning og holde vejret indtil vi skal høste frugten af vores arbejde og det vil vise sig om vi var på rette vej.
Indimellem kan man dog være så heldig at de unge mennesker alligevel giver et prej.
Forleden modtog vi nemlig denne her:
En lyserød didl-konvolut hvorpå der stod: til de gode forældre i Mallebo. Og indeni konvolutten lå to guldstjerner. Med glimmer.
Det er meget, meget dejligt. Det er faktisk fuldt på højde med en medalje. Man får næsten lyst til at spørge om man mon kan tro sine egne øjne. Står der virkelig at vi er:
Altså må vi lige få den en gang til for prins Knud, synes de virkelig at vi er:
Og så var det ikke engang første april.
Men træerne vokser jo ikke ind i himlen. Så jeg indrømmer blankt at det er nøjagtig de samme børn som til andre tiden smækker med dørene og råber vældig højt at man ikke forstår noget som helst og faktisk er den dummeste forælder på planeten. Ja måske endda på samptlige planeter.
Kommentarer
Send en kommentar
Send mig din kommentar, det er så dejligt at høre hvad I andre mener :-)