Er du sikker på at du har lyst til at spørge om det der?

Må jeg godt gå på toilettet. Må jeg godt lægge mit tøj til vask og må jeg godt læse i Anders And bladene.. Alt sammen spørgsmål som man tit og ofte kan høre hjemme hos os.
Ja selvfølgelig må du det og hvorfor spørger du i det hele taget om det kunne vi svare, men det gør vi selvfølgelig ikke. Vi nøjes selvfølgelig med at sige "ja, min ven, selvfølgelig må du det" og så undres lidt for os selv.

Men i mange tilfælde er det i grunden ikke så mærkeligt at de finder på at spørge. Når vi alle 6-7 stykker sidder til bords er det en meget god beslutning lige at spørge til det med toilettet inden man bare rejser sig og går.Så måske er det også bedst at spørge mens man laver lektier, spiller spil eller leger med dukker, er det ikke.. eller hvad? Det kan også sagtens hænde at husmoderen ikke mener at alt tøj nødvendigvis behøver at komme til vask hver eneste dag, vi vasker jo ikke for sjov vel'?Og det kan hænde at man har prøvet at modtage en reprimande fordi man ikke lige havde tænkt over at bukserne faktisk først kom på under aftensmaden da man havde spildt på dem man først havde på og så kommer til at lægge de nye til vask også. Og Anders And bladene kunne jo tilhøre en anden, under alle omstændigheder er det bedst at være på den sikre side for i et hus med flere børn, der behøver ikke at være særlig mange, der skal bare to til, har alle prøvet mere end en gang at komme galt af sted med hensyn til ejerforhold (eller fravær af disse)
Så alt i alt er der fornuft i lige at afstemme forventninger.
Men løbende prøver vi jo hele tiden at gøre børnene i stand til selv at tage stilling til ,om der er fornuft i at foretage de handlinger de nu vælger at foretage. Eller om det måske var bedre at gøre noget andet eller for den sags skyld helt at lade være.  For at komme dertil er de også nød til at prøve nogle ting af, at bøje det vi siger lidt og tjekke ud hvad der holder og hvad der ikke holder.
Men hvad hvis de ikke kommer på at gøre det af sig selv??? Så kommer man i konflikt med sin  "forældrekontrakt"
Jeg er nået dertil nu.
Når min ældste spørger om hun virkelig behøver at lægge sit tøj sammen og putte det i skabet er jeg jo nød til at svare "ja selvfølgelig er du det min ven" og så i øvrigt tage det vulkanudbrud der kommer bagefter. (Det er jeg nu ikke ked af.)
Egentlig kunne jeg have mere lyst til at svare "hvis du smider det i en bunke i hjørnet af din sofa er der nok indgen der opdager det og så kan du jo altid lægge det sammen en af dagene, sådan gjorde jeg i din alder". Men det gør jeg ikke.
Eller hvis hun kommer ned kl. 100 om aftenen på en skoledag og spørger om hun ikke lige må læse lidt længere. "Jo da, læs så længe du vil bare du står op i morgen, hvorfor spørger du i øvrigt jeg ville jo ikke opdage det hvis du ikke sagde noget" Men det siger jeg nu heller ikke.

Eller om hun ikke lige for en hurtig bemærkning kan tage sin skolejakke på ud til hestene for hun kan ikke lige finde staldjakken. "Gør det endelig, så kommer du jo også hurtigere ud og hvis den bliver beskidt så vasker du den bare så den er klar til i morgen, det ville jeg gøre.
Eller om hun ikke må springe lektierne over, hun kan helt sikkert nå at lave dem i morgen inden ringetid.
"Fint med mig, men du får en ordentlig overhaling hvis jeg får klager fra læreren" Men det siger jeg selvfølgelig heller ikke.
Der står i min "forældrekontrakt" at jeg skal sørge for at lære hende hvad man bør gøre (så er der fri fortolknings muligheder inden for "bør") og at det så er hendes opgave at opponere imod det ved at afprøve andre muligheder.
Konflikten mellem mig og min "forældrekontrakt" opstår i det øjeblik hvor hun spørger. Hvis hun bare gjorde tingene, afprøvede dem og fik dem til at fungere var der jo ikke en "kæft" der ville sige noget til det, måske ikke engang opdage det. Og hvis hun rent faktisk afprøvede det med lektierne så ville hun hurtigt lære at det ikke var en god idé (håber jeg).
Men hun har åbenbart stadig brug for bekræftelse i at det er i orden (lidt endnu), og det kan jeg principielt og af flere forskellige årsager ikke gi' synes jeg.
I stedet er vi begyndt at stille et genspørgsmål når hun spørger om lov til at afvige fra reglen. (Aldrig i forhold til lektier.)
Så nu lyder det i stedet "Må jeg godt tage min skolejakke på ud til hestene?" Vi svarer "Er du sikker på at du har lyst til at spørge om det?"