Stikker-samfund....?

Jeg har, her i sommer oplevet, at to personer i min forholdsvis nære omgangskreds har fundet sig selv i en situation hvor de er "blevet meldt til kommunen."

Det ene tilfælde kan man måske godt grine af, hvis man da ellers er ligeglad med hvad andre tænker, hvem det mon er der tænker osv.
En familie er blevet midlertidigt boligløse pga. en brand, som de i øvrigt ikke havde andet at gøre med, end at de boede meget tæt på den. Familiens voksne arbejder begge samme sted, og da arbejdspladsen er lukket ned hen over sommeren, lader chefen dem overnatte og benytte badefaciliteter i nogle af lokalerne.

Imidlertid rettes der henvendelse, fra kommunen, til chefen som må redegøre for hvorfor byens borgere kan observere ansatte,  (nævnt ved navn) (mis-)bruge kommunens lokaler.

Først tænker man jo, fred være med det. Det er da fint at man lige meddeler at man ser uvedkommende personer i kommunens lokaler. Det kunne jo være tyveknægte.
Men så kommer man jo straks i tanker om, at de anonyme anmeldere jo udmærket kendte navnene på de uvedkommende personer.

Det andet tilfælde er vel nærmest en scene fra enhver forældres næst værste mareridt.

Forestil dig lige at åbne din post og læse at man gerne (fra kommunen) vil mødes med dig, for at høre hvorledes du stiller dig til påstanden om at du er observeret mishandle dit barn.
Når du så har visualiseret scenen, så lad den lige bundfælde engang, og synke helt ned i maven.
Arh, den er fæl hva'?

Den mor jeg kender, kan godt genkende scenen. Men er selvsagt ikke enig i at der er tale om mishandling, men om irettesættelse og at hun har sat nogle grænser for barnet. Oh ve, oh skræk, hun gjorde det mens andre så det....

Jeg er da heller ikke i tvivl om at det bliver udfaldet af det indkaldte møde. I øvrigt drejer det sig om en meget omsorgsfuld og dedikeret mor. Hun skal også nok klare det møde fint.

Men der er altid de nagende tanker tilbage... Hvem er det som ser mig, sådan? Eller hvem er det, som vil mig det ilde, og hvorfor? Kommer der mere? Er der nogen der holder øje?
I denne anmeldelse var scenen sat blandt venner på familietur. Det gør den ekstra grim. Hvis nogen virkelig synes der var noget galt, hvorfor sagde de så ikke noget? Hvorfor og hvordan har alle ladet som ingenting i al den tid, det har taget, før besked når igennem systemet.
De nagende tanker, som fylder rigtig meget og trækker energi fra de vigtige ting i hverdagen.

Og så er der også lige det at man måske herefter lige kigger sig over skulderen indimellem. Ungen vil ikke ind i bilen, det skal hun. Ind med hende mens hun skriger så det hviner i tænderne på alle husmødre på lørdagsindkøb. Var der mon nogen der kiggede? Eller måske undviger man helt konflikterne, mens man er offentligt til skue. (Det skal vi nok få glæde af i skolen)

Lever vi i et stikkersamfund?
Det virker i hvert fald meget nemt bare at sende en anonym henvendelse afsted. Men det kan få grimme konsekvenser også selvom det er ubegrundet.

I går var jeg selv på lørdagsindkøb.
Det skulle foregå efter at de store var kørt til færgen, så afgangstidspunktet hjemmefra stod ikke til diskussion. Scenen med ungen der ikke vil ind i bilen foregik på vores gårdsplads. Der var ingen husmødre på lørdagsindkøb. Men der er jo naboer...

Men det var ikke det eneste, som bragte mig på kanten af en underretning i går. Selvom jeg have klædt Alvilda på havde hun om-bestemt sig. Da vi skulle ud for at købe vinterstøvler mente hun at det var passende med nissetøj. Og hun havde derfor iført sig et sæt strikket nissetøj til built-a-bear. Bukserne sluttede ved knæene og blusen ved navlen. Heldigvis havde hun en kjole på imellem så der ikke var noget med bart. Men hun så skrækkelig ud. Der var i øvrigt hul i nissehuen. Det var ret sjovt. Men jeg nåede da lige at tænke på om folk mon kunne se det sjove eller om de kun så et forhutlet barn i dukketøj?

Ved færgen kom der en regnbyge. Det stakkels barn stod i regn og havgus iført knækorte strikkede bukser og kort kjole.

I LIDL sakkede hun flere gange langt bagud. Jeg var ikke i tvivl om at vi havde kontakt og at jeg havde styr på hende. Men det afhænger vel af øjnene som ser, om jeg f.eks var gået fra hende?
På et tidspunkt havde hun taget en pose slik fra en hylde og måtte lægge den tilbage under hyl og skrig. Først var jeg  glad for at jeg klarede at få hende til det, uden at røre ved hende. Faktisk fra flere meters afstand. (jeg var jo gået fra hende)
Men på den anden side set kunne nogen jo tro hun var bange for mig, fordi jeg tæver hende herhjemme...

Stikkersamfund. Hvad siger I?