En glad lærer
Her er en lærer, hun er glad.
Glad fordi det endnu engang er lykkedes at planlægge, og gennemføre god undervisning. Og der er oven i købet også styr på hvordan og hvornår der skal evalueres og efterbearbejdes.
I disse uger gælder det genrelæsning, mere specifikt; eventyr.
Børnene er fanget af det. De læser, de lytter og de tegner ikke mindst modeller.
Hvad er egentlig en aktantmodel, spurgte en forælder.
Se- det er jo altid den bedste anerkendelse læreren kan få. At eleverne bliver så optagede og begejstrede af undervisningen at de ikke kan lade være med at gå hjem og fortælle om det.
Knægten her, for sådan én var det, forklarede med store armbevægelser.
I dag har de arbejdet med eventyrbroen. De tegnede alle nogle rigtig fine bud på hvordan sådan en kunne se ud. Det ved jeg fordi jeg var rundt ved alle bordene og dvæle lidt hos hver enkelt. Én havde ikke rigtig forstået det med hjemme-ude-hjemme og en anden skulle lige have repeteret eventyrets faste elementer for at få det hele med på tegningen.
Jo, det her forløb må siges at være en stor succes.
Det er dejligt at jeg kan nå at komme rundt til alle elever i timen. Selvfølgelig for at kunne hjælpe og vejlede, men også bare for at se hvad de har fået ud af den stillede opgave og anerkende deres arbejde. For nogle elever er det forskellen på om de drages ind i undervisningen eller og de ikke kommer til at engagerer sig.
Er der 28 børn i klassen er der ca. 1.6 min. til hver pr. lektion og så skal man også lige trække den tid fra der går med fælles gennemgang på klassen. (samt morgenrutinen, at finde sin plads, løse konflikter mm.)
Derfor, og af mange andre grunde, er det uhyre vigtigt at der ikke er for mange børn i klassen.
I forbindelse med den kommende skolereform siger lærerne maks. 24 elever i klasserne.
Glad fordi det endnu engang er lykkedes at planlægge, og gennemføre god undervisning. Og der er oven i købet også styr på hvordan og hvornår der skal evalueres og efterbearbejdes.
I disse uger gælder det genrelæsning, mere specifikt; eventyr.
Børnene er fanget af det. De læser, de lytter og de tegner ikke mindst modeller.
Hvad er egentlig en aktantmodel, spurgte en forælder.
Se- det er jo altid den bedste anerkendelse læreren kan få. At eleverne bliver så optagede og begejstrede af undervisningen at de ikke kan lade være med at gå hjem og fortælle om det.
Knægten her, for sådan én var det, forklarede med store armbevægelser.
I dag har de arbejdet med eventyrbroen. De tegnede alle nogle rigtig fine bud på hvordan sådan en kunne se ud. Det ved jeg fordi jeg var rundt ved alle bordene og dvæle lidt hos hver enkelt. Én havde ikke rigtig forstået det med hjemme-ude-hjemme og en anden skulle lige have repeteret eventyrets faste elementer for at få det hele med på tegningen.
Jo, det her forløb må siges at være en stor succes.
Det er dejligt at jeg kan nå at komme rundt til alle elever i timen. Selvfølgelig for at kunne hjælpe og vejlede, men også bare for at se hvad de har fået ud af den stillede opgave og anerkende deres arbejde. For nogle elever er det forskellen på om de drages ind i undervisningen eller og de ikke kommer til at engagerer sig.
Er der 28 børn i klassen er der ca. 1.6 min. til hver pr. lektion og så skal man også lige trække den tid fra der går med fælles gennemgang på klassen. (samt morgenrutinen, at finde sin plads, løse konflikter mm.)
Derfor, og af mange andre grunde, er det uhyre vigtigt at der ikke er for mange børn i klassen.
I forbindelse med den kommende skolereform siger lærerne maks. 24 elever i klasserne.
Min datter går i en klasse, hvor der pt. er 14. Den ene dreng er rejst med sin familie et år til Dublin. Der er 9 piger og 5 drenge. Det giver helt åbenlyse fordele i en undervisningssituation, men det er også blevet mere og mere tydeligt for både lærerne og forældregruppen, at det har nogle omkostninger. Man har ganske enkelt ikke ret mange "at vælge mellem", når man går til og fra i de forskellige relationer, og det har vist sig at være konfliktpotentiale / det har haft konsekvenser for trivslen. Det er især en ulempe for drengene, at de kun er 5 stk.
SvarSletAf samme grund har skolen valgt at slå de to nye 0. klasser sammen til én stor. Jeg kan så dyrke den helt store, komparative analyse, eftersom min søn går i dén 0. klasse, som nu har 24 elever i stedet for 2 á 12. Skolen har i hidtil haft en "max 23"-politik, så det er ikke sådan, at jeg regner med, det kan eskalere til kæmpeklasser. Men jeg er efterhånden overbevist om, at der ER noget om snakken, og at en skoleklasse KAN blive så lille, at risikoen for dysfunktionalitet opstår.
Det er jeg ikke tilbøjelig til at være uenig med dig i. Har i øvrigt selv erfaring fra en klasse med kun to piger. Klassen må betragtes som en drengeklase, med det der ligger heri både pædagogisk og didaktisk. Men samtidig skal der skabes rum til pigerne, så de både læringsmæssigt og socialt har en platform. Om noget vigtigt når der kun er to. Dette giver også arbejde til læreren.
SvarSletMen det sociale samspil i klassen er en anden historie end det jeg bringer op i mit indlæg. Og i øvrigt meget afhængig af klassens sammensætning.